Dronning Sophies Hus.
Takket være stor velvilje fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Frøken Constance Fuhr’s Fond, Realdania samt Slots- og Kulturstyrelsen er det lykkedes at påbegynde en omfattende restaurering af huset - den gamle hovedbygning fra 1591, kaldet Dronning Sophies Hus.
Restaureringsprojektet er udviklet i tæt samarbejde imellem ejer, Berings Tegnestue samt Slots- og Kulturstyrelsen.
Alle bydes indenfor til at opleve en plancheudstilling i huset, hvor hele projektet beskrives og illustreres og ”sanses”. Det at opleve projektet, baggrunden, fremtiden, visionerne og drømmene i virkeligheden midt i den umistelige danske kulturarv, vil være en fuldkommen unik oplevelse for de allerfleste.
Der er tale om et enestående interiør. Bygningsdekorationerne fremstår i sin helhed og omfang som nogle af landets bedst bevarede tidlig klassicistiske dekorationer fra slutningen af 1700-tallet.
Den gamle fløj - formentlig er bygmesteren ham vi kender som Hans van Steenwinckel. Huset blev bygget i Sophies ’regeringstid’ på Lolland og Falster. I 1589-91 opførtes fløjen: Et stort renæssancehus (10 x 41½ meter). På nordsiden stod to tårne. De øvrige bygninger var på det tidspunkt kirken og de middelalderlige øst - og vestfløje, hvis afstand bestemte husets længde. Huset blev brugt af skiftende lensmænd; men gennem 1600-tallet blev bygningerne ikke vedligeholdt. Østfløjen blev revet ned.
I 1710 – 11 blev vestfløjens øvre etage nedbrudt og på Dronning Sophies Hus blev begge taggavle og fire kviste taget ned og taget blev afvalmet som i dag. Den østlige del af nordsiden var ommuret, antagelig da østfløjen forsvandt.
Stueetagen fik nye vinduer; øverste etage fik lugerne forbedret. Tårnene fik nye tage. Efter istandsættelsen ønskede Frederik d. 4. at mageskifte med Baron Jens Juel- Vind’s Juellinge på Stevns. Efter lange forhandlinger blev der i 1719 skiftet. I midten af 1700-tallet blev tårnene fjernet, den indre trappe blev opført og facaderne blev pudset.
Dronning Sophies Hus.
Da den nuværende hovedbygning stod færdig i 1847 blev det gamle hus reduceret til sidebygning, og kom ind i en ’torneroseagtig’ periode med en ekstensiv udnyttelse: Det har været brugt til vaskeri og malerværksted, og der boede i noget af 1900-tallet en skytte i den vestligste ende. Siden har Dronningens Hus blot været holdt tæt på tag og fag. I 1940’rne igangsattes en restaurering ved arkitekt Mogens Clemmensen; men den kom ikke langt. Kalken fjernedes. I 1964 arbejdede arkitekt Nystrøm med huset:
Det fik nye kældervinduer, flere nye yderdøre, nedrivning og delvis ombygning af et par skorstene og nogle arbejder i østgavlens murværk. På det tidspunkt var planen at renæssancificere huset med genopførelse af trappetårnet.
Det gjorde således ikke noget at en ny central skorsten savede sig ind i 1700 tals hovedtrappen! Dengang var der vaskeri og rullestue i stueetagen. Men rullen var så tung at arkitekten og lensgreven ønskede at flytte den ud; man kunne se, at kælderhvælvet var trykket ned. Lensgrevinden nedlagde veto. Linned vandt over bygningens sikring; så der måtte mures en pille i kælderen. Det var ikke tilstrækkeligt. Det var ikke kun rullen der var skurken. Trykket fra skorsten og skillevægge fra slutningen af 1700- tallet var også for stort for Steenwinckels fladspændte hvælv, som havde sat sig.
I dette århundredes første årti var nedstyrtningsfaren overhængende og et projekt til ommuring af hvælvet blev godkendt. Desværre indeholdt det også en bevaring af et dekoreret rum i stueetagen (det såkaldte Svaneværelse) og da hvælvet ikke kan bære både gulve og skillevægge udvidedes projektet med et omfattende ingeniørprojekt med ophængning af væggene i et forstærket bjælkelag på 2den sal. Projektet med hvælvet er udført og de supplerende Kerto-bjælker er lagt ind i huset.
Ydermurene blev spændt sammen med ståltrækankre. Trækkene afviger en smule fra retvinklede træk på grund af de store tyndbrystede vindueslysninger.